Udgivelser

Forside

Nyheder: En vej tilbage

De fleste kender historien om den transatlantiske slavehandel, hvor 10–12 millioner afrikanere fra 1500-tallet til omkring 1800 blev gjort til slaver og sendt til Caribien og Amerika. Færre ved, at nordafrikanske pirater i samme periode bortførte over én million europæere, som endte som slaver i de såkaldte Barbareskstater langs Nordafrikas kyst.

Blandt dem var 250 mennesker fra den islandske ø Heimaey. En julidag i 1627 blev de brutalt bortført og ført til Algier, hvor de blev solgt på slavemarkeder. Kun nogle få lykkedes det for – efter mange års fangenskab – at blive frikøbt og vende hjem.

Denne dramatiske og ofte oversete historie har inspireret mig til at skrive den historiske roman En vej tilbage. Ifølge læsere af manuskriptet er det en gribende fortælling om overlevelse, tro, lidenskab, venskab og forræderi.

Romanen på 354 sider udkom den 7. maj 2026 og koster 199,95 kr. hos boghandlerne. Du kan også spørge efter den på dit bibliotek, hvor den er tilgængelig i løbet af juni.

Anmeldelse

Janne/Hardulæst

“I 1627 er den forældreløse Nikulas´ liv præget af hårdt arbejde på den lille islandske ø Heimaey. Det bliver kun værre, da han får tjeneste i fogedens husstand og bliver fuldstændig forblændet af dennes unge hustru.

En uretfærdig anklage for tyveri sætter ham i fangehullet. Da nordafrikanske pirater angriber øen, bliver han sammen med vennen Finnur og adskillige andre fra øen taget til fange. Efter en lang, udmarvende sejlads venter slavetilværelsen i Algier.

Romanen er i tre dele. I den første og længste del får vi en indlevende beskrivelse af livet på en lille ø i 1600-tallets Island, hvor gudsfrygten og overtroen går hånd i hånd. I anden del følger vi fangerne på sejladsen og i sidste del er slavetilværelsen i fokus.

Romanen er yderst velskrevet. Beskrivelserne af levevilkår, klasseforskelle, den tvungne kirkegang ses gennem Nikauls´øjne. Det gør det nemt at leve sig ind i fortællingen, der rummer venskaber, lidenskab og død

Man mærker tydeligt, at forfatteren er en dygtig historiker, der har skrevet mange lærebøger i historie. Hans store viden om tiden formidles på fornemste vis, og man får en masse viden om tiden, hvor Island hørte under Danmark, mens man er godt underholdt.

Over en million europæere blev over en periode på 200 år slaver i Nordafrika. Det er vi nok mange, der ikke vidste. Denne bog fortæller et uddrag af deres historie.

Jeg vil anbefale romanen til alle, der holder af en velfortalt historisk roman, der baserer sig på virkelige hændelser.

Tak til forfatteren og Skriveforlaget for anmeldereksemplar. “

Læseprøve

Kina – fascinerende og farlig er en temabog til historieundervisningen i 7.-9. klasse, udgivet i Gyldendals serie Aftryk.

Uden for nummer er et anderledes forløb om fem usædvanlige kvinder fra danmarkshistorien, som er udgivet på Gyldendals historieportal. Det henvender sig til 5. – 6. klasse.

Tidligere udgivelser

Se Dansk Forfatterforening